Bredsig

Kell B. Larsens hjemmeside

Søg

Grooveshark – Nej tak

Der har været en del debat på det sidste om Grooveshark – senest i en artikelserie i Politiken. Grooveshark stiller al verdens musik til rådighed for brugerne – fuldstændig gratis. Det lyder jo sådan set meget godt – bortset fra at rettighedshaverne ikke får nogen betaling for afspilningen af deres numre. Grooveshark påstår at de fjerne musikken, hvis man gør dem opmærksom på at nogen rettigheder bliver overtrådt, men tilsyneladende er det faktum, at musikken dukker op igen kort tid efter at den er fjernet. En del af debatten handler om, hvorvidt man skal lukke for adgangen til Grooveshark fra internetudbyderne.

Jeg har læst to argumenter for at bruge Grooveshark

  1. Grooveshark er næppe lovligt i Danmark, men det er 100 % sikkert, at en person aldrig nogensinde vil blive straffet for at benytte tjenesten. Det er utænkelig – 90 % af DK’s ungdom piratkopierer, men vi fængsler ikke 9/10 unge af den grund, gør vi vel?

    (fra gratisfilm.info).

  2. Jeg mener ikke, at andre skal bestemme, hvad man må se på internettet. Der er mange, der bare vil have lov at surfe frit.

    (Thomas Steen Rasmussen, censurfridns.dk i Politiken)

Det første argument er naturligvis en komplet moralsk glidebane. Som min gamle tysklærer i folkeskolen altid spurgte, “Hvis din nabo slår ihjel – må du så også slå ihjel?”. Det andet argument køber jeg ærlig talt heller ikke. Hvis noget er ulovligt, så skal det naturligvis også kunne stoppes på nettet – Thomas Steen Rasmussen synes åbenbart også at børneporno på nettet er helt ok, hvis man skal følge hans argumentation.

Der findes masser af gode og nærmest gratis alternativer til Grooveshark på nettet. De har alle det tilfælles, at musikerne får betaling for deres numre (omend det ikke er særlig meget) og at musikken er nemt tilgængelig.

  • TDC Play. Kræver godt nok at man er kunde hos TDC – men hvis man alligevel er det (det er vi), så er det jo oplagt.
  • WIMP og Spotify – betal et abonnement og få adgang til rigeligt med musik
  • BibZoom – Bibliotekernes gratis musiksamling – den er stor og det er gratis at downlåne musikken.
  1. Halfdan Timm siger:

    Super fin lille gennemgang, faktisk. Jeg er glad for at du tager mit argument (Jeg er bag Gratisfilm.info) op til debat, og du har helt ret i dét der – Men det kræver en længere argumentation, vi altid kan tage på et andet tidspunkt.

    Super, at du fremhæver Spotify. Det bruger jeg selv lige nu!

  2. Hej Haldan Timm

    Tak for din kommentar. Du har helt ret i, at det ikke er nemt at gøre emnet sort/hvidt – der er masser af nuancer 🙂

    Jeg bruger faktisk selv BibZoom – meget fin mulighed for at prøve-lytte til musiken. Vi har TDC bredbånd, så mon ikke jeg også prøver TDC Play på et eller andet tidspunkt?

  3. Nikoladen siger:

    Du kan da umuligt have læst censurfridns bloggen, eller også har du i den grad misforstået budskabet?

  4. Henrik Kramshøj siger:

    Jeg ved ikke hvordan du kommer fra film og musikindustrien som er bygget på omgåelse af rettigheder til børneporno?

    Det er helt sygt som filmindustrien med Disney som eksempel har omgået og bøjet rettigheder i et væk. Ligeså med musikindustrien, hvor meget er det at kunstneren får af salget?

    Du burde nok læse piratebays seneste pressemedelelse som netop snakker om kontrol. https://static.thepiratebay.org/legal/sopa.txt læs den og prøv at forstå.

    Jeg tror bestemt ikke censurfridns går ind for børneporno, det er der heldigvis meget få der går ind for. Dit problem er dog at du tror at bare fordi man ikke ønsker 1984 indført overalt – så er man for?! Det er en meget spøjs slutning at drage.Du er snævertsynet, ubegribeligt naiv og uvidende – og derfor er det svært at diskutere med dig.

    “The Net interprets censorship as damage and routes around it.” https://en.wikiquote.org/wiki/John_Gilmore

    Hop tilbage under din sten.

  5. @Nikoladen: Som det klart fremgår af kildehenvisningen i mit indlæg, så stammer citatet fra Politiken. Hvis Thomas Steen Rasmussen er i stand til at udtrykke sig mere nuanceret på sin egen hjemmeside, så finder jeg det bestemt glædeligt.

  6. Jeg er i øvrigt rigtig glad for at se, at nettets frihedskæmpere finder vej forbi min blog, så de kan kvalificere debatten 🙂

    Jeg ændrer gerne mening eller skriver et dementi, hvis nogen er i stand til at fremføre en sammenhængende argumentation… Indtil det sker, så er her en simple test:

    Skal det være muligt at lukke for adgang til sider, der ikke overholder dansk lovgivning? JA eller NEJ?

    Hvis man svarer NEJ til det spørgsmål, så accepterer man også at fx hjemmesider med børneporno ikke skal kunne lukkes.

    Hvis man svarer JA til det spørgsmål, så *vil* nettet blive censureret – bl.a. fordi man skal lukke sider der indeholder børneporno eller overtræder copyright rettigheder.

    Helt tosset bliver det jo, hvis man svarer MÅSKE til spørgsmålet. Bare fordi man personligt synes fx lovgivningen på ophavsretsområdet er forkert, så skal den slags sider ikke lukkes… Hvem er det så, der skal afgøre, hvad der er ok eller ej? Personligt synes jeg det er ganske ok, at leve i et demokrati, hvor det er den lovgivende forsamling, der afgør sådan et spørgsmål. Vil man påvirke den beslutning, er det mest oplagte jo at gøre som i Sverige, hvor det politiske parti Piratpartiet er blevet oprettet.

    Men indtil man kan få flertal for at ændre reglerne om ophavsret, så lyder det noget hult, når man råber op om censur… Det er ligesom den gamle vittighed med manden der kører på motorvejen og hører i bilradion, at der er en spøgelsesbilist netop der hvor han kører, hvorefter han tænker “Een spøgelsesbilist… Næ, alle andre kører jo i den forkerte retning”.

  7. Henrik Kramshoej siger:

    Logivning er et helt særområde for sig, og du har jo troll’et os ind i børnepornodebatten.

    Du spørger
    Skal det være muligt at lukke for adgang til sider, der ikke overholder dansk lovgivning? JA eller NEJ?

    Ja, det er fint at man har lovgivning og vigtig at bemærke her er at lovgivningen er forskellig i de lande som internet spænder over – og en ekstra krølle her er at forbindelserne indimellem uventet krydser grænserne. Blandt andet kan man opleve at en 3G mobilforbindelse i Danmark går ud på internet i Sverige, selvom man går til en dansk hjemmeside.

    Næste vigtige fakta er også at internet ikke er ejet af hverken en person, en organisation, et firma, ej heller en stat – og selvom UN (United Nations) flere gange sultent har set på internet – så ER det i realiteten et kludetæppe af netværksenheder som frivilligt af hippier konfigureres til at snakke sammen, indimellem med udveksling af penge. Næste step er kunderne, der som får gennes rundt efter forgodtbefindende 😉

    Konklusionen er at: ingen ejer internet, ingen stat har magt over alle dele – kun enkelte organisationer (RIPE, ARIN, LACNIC, APNIC, AfriNIC, IANA) uddeler adresser og er det nærmeste der kommer på overordnet kontrol. De fleste overholder samtidig standarder for protokollerne, som til dels overholdes (IETF RFCs). Domænerne er en helt anden sag og overførsel af bits er sådan set ligeglade med domænenavne, hvad enten det er TLDs (top level domains) eller landespecifikke.

    Så at snakke om at lukke for adgang til sider, så kan det i praksis ikke lade sig gøre.

    Næste erkendelse er så at ved at forsøge at blokere for adgangen, så er siden stadig tilgængelig og det er børnelærdom på internet at omgå filtre og begrænsninger.

    Så ja, luk da gerne servere med børneporno – men hvorfor belemre tredejemand med dette forehavende?

    Det er ikke censur at lukke SERVERE med ophavsretligt materiale/børneporno, men tag da fat på problemet hvor det findes!

    Problematikken er specielt synlig med DNS, hvor der ud fra et hostnavn angives en IP adresse (eller flere) som svar.

    En helt anden ting er at jeg hellere ser at børneporno ikke FREMSTILLES, hvorfor er der klamme fascistiske organisationer som Red Barnet der bruger overordentlig mange ressourcer på at blokere adgangen – ville det ikke være bedre at fjerne det ved ondets rod?

    Næste gang der er et foredrag i DK-hostmaster regi burde du evt. komme og høre om hvordan DNS virker, og så vil det være åbenlyst at DNS blokering ikke er noget værd – og det blot er til gene for dem som eksempelvis driver censurfridns.

    Det er spild af vores ressourcer – og også Red Barnets!

  8. Nina siger:

    Kære blogskriver.
    Jeg sidestiller din argumentation med klassisk fascisme, forstået på den måde at:
    Vi tager et reelt problem, som ingen kan stå inde for (børneporno)og med det som den hellige gral og forsvar for din sag (at kunne lukke sider) fanger man folk i en uralistisk retorik – du er for streaming af musik ergo er du pædofil.
    Den slags, lidt tåbelige og usaglige argumenter, er desværre, som regel, blevet brugt, når man forsøger at undertrykke ytringsfriheden.
    Til eksempel: Man finder noget ingen kan stå inde for (burka)og med det som den hellige gral og forsvar for sin sag, fanger man folk i en urealistisk retorik (hvis du synes at folk selv må vælge beklædning, så er du for kvinde undertrykkelse).
    Jeg håber at alle med, bare et minimum af uddannelse, kan se hvor torskedum sådan en argumentationskæde er.
    1:Børneporno er ulovligt at producere.
    2:De menneskelige konsekvenser og omkostninger er enorme.
    3:Et eller flere liv ødelægges i processen.
    Ergo: Børneporno har menneskelige omkostninger og er et fysisk ødelæggende overgreb på et andet menneske.
    Musikbranchen og streaming:
    1:Det er branchens problem at de mister håndører ved at jeg streamer.
    2:Branchen har andre indtægtsmuligheder fks: koncerter, merchandise, cd’er, dvd’er med videoer.
    3:Branchen kan og bør gå i rette med udbyderne, frem for at censurere internettet (noget jeg ser som et problem der placere Danmark i samme kategori som Iran og Kina).
    Ergo: Den stakkels musikbranche vil hellere indskrænke folks privatliv (censurere) end de vil betale for deres rettigheder og sagsøge Grooveshark, frem for 3.G.

    Som en afsluttende bemærkning vedrørende den barnlige sammenligning med børneporno, så synes jeg at alle der er imod børneporno skulle afstå fra at have sex, da opdagelsen af “tissemand i tissekone” kunne få nogen til at tænke “for pokker, det her kan jeg gøre med et barn”.

  9. Kære Nina

    Tak for dit indlæg – det er jo fuldstændig det samme som Henrik tidligere har fremført (dog tilføjet beskyldninger om fascisme, dumhed og omstyrter af ytringsfriheden…). I skulle måske overveje en date – I deler i hvert tilfælde verdenssyn 🙂

    Du mangler at tage stilling til et væsentligt spørgsmål (tjek kommentar nr. 6): Skal danskere overholde dansk lovgivning på nettet?

    Hvis du besvarer det spørgsmål, så vil det jo hurtigt stå klart for dig at min argumentationskæde er fuldstændig valid (og i øvrigt ikke bygger på anden ideologi end logik).

    Sidst jeg tjekkede var folks tøjstil og sex tilladt i dette land, så til gengæld kan det være du bliver nødt til at revidere dine egen argumenter efter at have besvaret spørgsmålet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.