Bredsig

Kell B. Larsens hjemmeside

Søg

Blog Archives

Så smid dog fodbold ud af OL

Det er helt sikkert på tide, at smide fodbold ud af OL – og IOC-sessionen i København til oktober kunne være en ganske bekvemt lejlighed til at få det gjort.

Først og fremmest nægter fodbold af overholde WADAs antidoping kodeks fordi de mener at whereabouts krænker spillernes privatliv. Jeg har fuld forståelse for, at også fodboldspillere gerne vil have lov at holde ferie, men whereabouts forhindrer jo ikke dette – spilleren skal bare gøre opmærksom på, hvor han holder ferie henne… og det burde de fleste fodboldspillere vel nok kunne finde ud af? Gevinsten er jo, at fodboldspillerne kommer til at konkurrere på lige vilkår – og når man tænker på, hvor mange penge og præstige der er på spil, så må det vel også være i fodboldledernes interesse?! Med mindre selvfølgelig at de frygter, at der vil dukke en hel masse uheldige episoder op…

I dagens udgave af Politiken udtaler Platini desuden, at en stor del af fodboldlederne hellere end gerne vil have fodbold fjernet fra det olympiske program, fordi klubberne nødigt vil afgive spillerne til OL. Så han frygter ikke udelukkelse fra OL – tværtimod. Men nu er det også 17 år siden et europæisk land sidst vandt OL, så mon ikke det også spiller ind, når UEFAs præsident udtaler sig? De kvindelige fodboldspillere har det nok anderledes og lur mig, om ikke de nyder den megen opmærksomhed omkring deres sport ved OL – men nu er FIFA og UEFA jo ikke de store fortalere for ligestilling, så mon ikke de har glemt det i farten? Men hvis fodboldens ledere ikke ønsker OL-deltagelse, så synes jeg ærlig talt, at de skulle blive fri.

Og så er der jo alle de sædvanelig argumenter imod fodbold ved OL; Nemlig at de bedste spillere ikke er med (hos mændene er det U23+3), at turneringen bliver nødt til at starte før åbningsceremonien for at kunne spilles færdig og at der skal bruges en hel række store stadion, som bliver spredt langt udenfor værtsbyen.

(og så kan det måske også redde håndbolds olympiske deltagelse, hvis man smider fodbold ud…)

Verdens bedste talentsystem?

Dansk damehåndbold går en ny æra i møde!! Politiken beskriver i dag SHFs projekt for høje piger, hvor puslinge piger U12 piger udvælges udelukkende ud fra deres højde til forbundstræning. Som jeg har forstået det på Tina Fensdal (der opstræder under pseudonym i Politikens artikel – wauw, det må være et hemmeligt projekt…), så er det for at give pigerne noget ekstra koordinativ træning, så de ikke quitter håndbolden, fordi de motorisk er langt efter deres jævnaldrende.

Det er jo umiddelbart en fantastisk ide, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud… Der er også relativt få indvandrere i dansk håndbold, så hvorfor laver SHF ikke også et projekt for dem? Og hvad med venstrehåndede spillere? De plejer jo at være en mangelvare, så hvorfor ikke også indkalde dem til forbundstræning, så vi fastholder nogle flere af dem i systemet?

Det egentlige problem i dansk håndbolds talentsystem er smukt beskrevet i samme artikel, hvor Kristian Kristensen (som jeg har mødt et par gange, og som faktisk virker som en af de mere fornuftige i talentsystemet) udtaler at

“målt på resultater har vi jo verdens bedste talentsystem”

Undskyld mig, men hvilke resultater er det man skal måle det på? Målt på resultaterne er det vel Rusland (verdensmester for seniorer i 2007) eller Norge (Olympiske mestre fra Beijing) der har det bedste talentsystem. Et talentsystem skal vel aldrig måles på de resultater der opnås undervejs (diverse Y og U landshold), men på hvor gode talenter man får sendt i retning af seniorholdet!! Og med de resultater vores damer har præsteret den seneste tid, så vil det være synd at sige, at talentudviklingen er verdens bedste.

Problemet er bare, at spillerne til DHFs talentsystem i meget høj grad udtages ud fra deres håndboldkunnen og ikke ud fra deres udviklingspotentiale. Der er ikke noget at sige til, at Y og U landstrænere gerne vil vinde mesterskaber, men man savner bevidstheden om, at det langt fra er deres primære opgave…

Og så har finanskrisen åbenbart også ramt DHF. Jeg har netop i dag modtaget et brev om, at bestyrelsen har revideret retningslinjerne for gratis at kunne modtage DHFs håndboldmagasin – og at jeg ikke længere opfylder betingelserne for dette. Sidst jeg lavede noget for DHF var fra 2002-2005, hvor jeg sad i forbundets Breddeudvalg, så jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg stadig modtog deres blad?! Det må alligevel blive til et par blade, hvis alle tidligere udvalgsmedlemmer skal have et tilsendt…

Pytlicks problemer

Med en delt 11.-12. plads ved EM har det danske damelandshold gjort det præcis lige så godt (eller skidt om man vil) som man kunne forvente det af et hold, der bestod af en bunke unge, nye spillere og som i øvrigt ikke har været med ved de seneste to store slutrunder (VM og OL).

Vejen tilbage til den internationale top ser både lang og usikker ud, men talentmassen fejler ikke noget i dansk håndbold, så personligt er jeg da mere positivt indstillet end jeg har været de sidste par år. Mon ikke foryngelsen og fornyelsen af landsholdet kommer til at bære frugt?

Jan Pytlick har åbenbart fundet en genvej til den internationale top – han foreslår, at DHF samler et hold at unge talenter, som kan spille med i 1. div eller ligaen afhængigt af niveau. I følge Politiken skulle Pytlick have foreslået, at holdet skulle bestå af ungdomsspiller, men hvis det betyder spillere på U-18, så lyder det fuldstændig håbløst, at forestille sig, at de kunne være med i 1. div. Desuden bliver det et hold med meget svingdør ud og ind, hvis et af kravene er, at spiller skal være U-18…

Men helt ærligt, så handler Jan Pytlicks foreslag nok ikke særlig meget om landsholdet, men mere om… Jan Pytlick!! Jeg minder om, at han for kort tid siden ikke ønskede at forlænge sin landstræneraftale, fordi han savnede den daglige træning med spillerne. Det fik han så til gengæld med GOGs kvinder – og med masser af nederlag og en sygemelding med stres til Pytlick som resultat!! Heldigvis (for Pytlick og ikke mindst GOG) stod DHF kort tid efter og manglede en landstræner igen (Brian Lyngholm havde jo en kort, men succesfattig karriere som landstræner), hvorefter Pytlick var tilbage i vante rammer.

Med det nye forslag fra Pytlick, så får han både i pose og sæk – han er stadig landstræner, han får et hold at træne, han får lov at udvikle spillere til dagligt og ikke mindst slipper han for det ugentlig pres med at skulle hente point, idet holdet jo er med på et wildcard… godt for Pytlick!! Men ikke særlig godt for dansk håndbold… Forslaget er fyldt med modsætninger – hvad nu hvis en spiller får et kontrakttilbud fra en anden klub, vil spilleren så forringe sine landsholdschancer ved at skifte til den anden klub? Og hvordan med økonomien – spillerne skal jo på kontrakt (med DHF?), hvor mange penge mon der skal sættes af til det? Og hvorfor skulle modstanderne ikke spare de bedste spillere mod Pytlicks hold, hvis pointene ikke tæller med i det endelige regnskab – turneringen er hård nok i forvejen. Og hvis pointene tæller med, så opstår der jo nok problemer, hvis en spiller undervejs i sæsonen udtages til landsholdet – og så skal skifte fra sin klub og til Pytlicks hold midt i sæsonen? Og hvis sådanne skift kun sker ved sæsonstart, så lyder det endnu mere mærkligt – et talenthold, hvor man er sikker på at være med en hel sæson, uanset om man holder niveau eller ej?

Holland bliver nævnt som eksempel på et land, der tidligere har forsøgt sig med Pytlicks forslag. Men mig bekendt var det bestemt ingen succes i Holland (hvor er hollandsk landsholdshåndbold i øvrigt henne nu?) – det var først da en del af spillerne kom til GOG og kom til at spille betydende kampe hver weekend, at resultaterne også på landsholdsniveau indfandt sig. Konkurrencemennesker (og sådan nogen skulle landsholdsspillere gerne være) vil da aldrig affinde sig med, at spille på et hold, der ikke kan vinde rækken, rykke ned eller noget andet – der kommer da til at mangle de sidste 10% til både kamp og træning… Så med mindre DHF føler de skylder Pytlick noget (og hvorfor skulle de det?), så bør de takke pænt nej til hans forslag.

Launch Event i Tivoli

Jeg deltog i dag i DIFs Launch Event for IOC kongressen og sessionen i København 2009. Jeg var blevet inviteret af Nina Bundgaard, konsulent i DIF, i min funktion af webmaster i IOAPA.DK og min generelle interesse i det olympiske. Eventen foregik i glassalen i Tivoli og mens jeg stod der, lige indenfor indgangen og talte med Nina, så kom Ritt Bjerregaard ind – gik lige forbi Nina og hilste pænt på mig med et hej og nik… Jeg hilste pænt tilbage og var imponeret over at overborgmesteren hilser personligt på byens borgere, men det må jo lyse ud af mig, at jeg har boet i byen hele mit liv (og i øvrigt stemte på hende ved sidste kommunalvalg). Mere sandsynligt (?) er det nu nok, at hun har forvekslet mig med en af håndboldherrerne, som hun havde på besøg på Rådhuset efter EM-triumfen, måske Bo Spellerberg eller Kasper Nielsen eller sådan en?

Det var ellers tydelig på de fleste af talerne, at det her var en stor dag. Især Kai Holm virkede som en lille dreng, der fik lov at vise sit nye legetøj frem og stoltheden lyste ud af ham. Han havde også et golden moment, da han inviterede hovedsponsorerne på scenen til gaver – dér var der ingen tvivl om, hvem der var dagens virkelige vært. Prisen for dagens bedste engelsk gik uden konkurrence til den nye kulturminister, Carina Christensen, som i øvrigt virkede overordentligt engageret i sin tale. Dagens største bifald gik til gengæld ubetinget til HKH Kronprins Frederik, som virkede afslappet og velformuleret. Men ifølge Kai Holm er kronprinsen også igang med at styrke sit kandidatur som IOC-medlem, så hvorfor skulle han ikke være glad?

Nedenfor ses IOCs medlem i Danmark, Kai Holm, sammen med logoet for Kongressen i 2009. Logoet blev afsløret ved Launch Eventen og samtidig blev der vist en lille trailer for arrangementet – en trailer, hvor Brian Mikkelsen i øvrigt siger nogle ord, og hvor det bestemt så ud som om, der stod dansk kulturminister nede i bunden af skærmen… Der skal vist lige redigeres lidt?!

Det var tydeligt, at mærke på Jacques Rogge at det for ham var business as usual og han startede sin tale (der kom lige efter kronprinsens tale og dertilhørende store bifald) med at bemærke, at Rogges medierådgiver havde advaret ham imod at holde taler lige efter unge, karismatiske atleter – og kronprinser… Herefter fortalte IOC-præsidenten om den kommende kongres i København og hans forventninger til den. Rogge sluttede med at fortælle hvorfor København var blevet valgt som vært for kongressen og sessionen i 2009

Copenhagen – probably the most beautiful and efficient city in the world

med en slet skjult henvisning til sloganet for noget andet meget dansk.

Sikkerhedsniveauet for eventen må siges, at være i bund. Jeg gik lige ind i Tivolis glassal uden på noget tidspunkt at åbne min taske med mit kamera – til trods for at kongehuset, spidsen af dansk og international idræt var samlet dér. Det bekræfter mig blot i at olympisme må være den mest populære isme i verden – så trusselsbilledet mod denne event var selvfølgelig i bund.

Blandt de andre gæster ved eventen spottede jeg naturligvis flere ioapa.dk’ere – Poul Broberg (2004) var der som DIF ansat og Thomas Bach (2000) var der som bestyrelsesmedlem i DIF og jeg synes også jeg så et glimt af Johannes Madsen (2006). På vej ind i Tivoli gik Per Rasmussen, formand i DHF ind før mig og indenfor fulgtes jeg et stykke af vejen ned mod Glassalen med Niels Holst-Sørensen (IOC æresmedlem). Så var der naturligvis også Preben Staun (gammel KFUM’ere), næstformand i DIF og DIFs olympiske højre og venstre hånd i form af Jesper Frigast og Morten Mølholm, samt selvfølgelig alle de andre nuværende og tidligere (jeg synes bestemt jeg så John&Aage Petersen) ansatte. Sjovt nok løb jeg også ind i Pia Melcher og Jesper Sandfeld, som er ansat ved den afdeling af Institut for Idræt, Københavns Universitet, hvor jeg skrev speciale – og jeg synes faktisk også jeg så Peter Krustrup, også fra IfI. Og så var Morten Østergaard blevet inviteret sammen med en folkeskoleklasse fra Bellahøj Idrætsskole til at fylde ud og se ungdommelige ud på første række. 

Launch Eventen bød også på underholdning i form af noget meget ungdommelig brydning til at starte det hele og afslutningsvis to dansenumre.

Niels Nygaard, DIFs formand takker af – efter lige nøjagtig 59 minutters underholdning og præsentation i Glassalen…

Alle fotos her i indlægget er mine egne og © 2008 Kell B. Larsen.

Update: Min mor har skrevet, at Ritt nok hilste på mig fordi:

Hun [Ritt] gik en klasse under mig på Statsseminariet på Emdrupborg. Jeg havde hendes senere mand, Søren Mørk, som historielærer – jeg var en af de meget få, der opnåede ros fra ham for en opgave (om Danske Lov). Han boede på Studentergården, skråt overfor mormors [min mormor, altså] forretning, som han handlede i.

DGI og Søren Møller er langt ude

Kristelig Dagblad har netop bragt en række artikler i forbindelse med fusionen mellem DGI og DIF – en fusion som vil lukke KFUMs Idrætsforbund og DAI og som DBU er lodret modstander af.

I artiklerne i Kristelig Dagblad bliver DGIs formand, Søren Møller, stillet til regnskab for den truende lukning af de to forbund med tilsammen 100.000 medlemmer. Her argumenterer Søren Møller med at:

En idrætsforening som Århus KFUM har i dag flere muslimske medlemmer end kristne. Det synes jeg viser, at foreningen reelt har indrettet sig på medlemmerne i området frem for at holde på, at den er en kristen organisation, siger Søren Møller.

Det er da et håbløst argument for at lukke KFUMs Idrætsforbund… Først og fremmest er det jo pinligt, at manden forsøger at bruge én forening som billedet på et samlet forbund – hvis man skulle blive i den tankegang, så skulle DBU nedlægges fordi FCK har flere håndboldhold end de har fodboldhold – og som en kuriøsitet skulle DGI nedlægges fordi flere af deres medlemmer igennem længere tid har gået op i at vinde… (udokumenteret påstand – bygger på egne observationer i forbindelse med idrætsudøvelse i DGI flere år tilbage)! Og selv om det skulle være gældende på landsplan for KFUMs Idrætsforbunds foreninger, så vil Søren Møllers argumentation også fører til at DABU (boksning) lukkes fordi, de har flere medlemmer, som kun går til fitness i klubberne end de har medlemmer, der går i bokseringen… Hvis det er det intellektuelle niveau manden bevæger sig på, så vil jeg nødigt repræsenteres af ham i den nye fusion af Danske Idrætsforeninger (men det bliver det jo nok også en anden…).

DGI og DIF (her repræsenteret ved Søren Møller og Morten Mølædt Mølholm) er i øvrigt i en af Kristelig Dagblads artikler rørende enige om, at der ikke længere [er] en særlig arbejderklasse og et religiøst fællesskab, der har brug for særlige forbund og paraplyorganisationer i dag (Møller) og derfor, at meningen med fusioner er at fjerne overlap og overflødigt fedt, der måtte være for at give plads til den mest hensigtsmæssige og enkle struktur. Og i det perspektiv er der ikke plads til de to forbund længere (Mølholm).

Altså alt i alt, at KFUMs Idrætsforbund og DAI er unødvendige og ikke tjener noget særligt formål. Begge de herrer skylder i så fald stadig at overbevise os om, hvorfor de 100.000 medlemmer ikke har meldt sig ud af de to forbund, hvis det forholder sig sådan… Det er den nemmeste sag i verden for en forening, at melde sig ud, men det har 100.000 medlemmer fravalgt – det er alligevel en hel del der tager fejl, når nu Møller+Mølholm åbenbart er så sikre på at de har ret…

Når topledelse i DGI og DIF (valgt eller ansat) har så svært ved at forstå de to forbunds berettigelse, så skyldes det at de er alt for langt væk fra deres medlemmer. De store fine middage, dyre rødvine og en rigtig pæn løn har jo intet at gøre med medlemmerne ude i foreningerne – medlemmerne ved udemærket godt, at den primære årsag til deres idrætsdyrkelse skal findes i fællesskabet og relationerne med klub og forbundsmennesker og at den ikke passer i management effektivisering og et eller andet fint organisationsdiagram, som nogle topleder uden jordkontakt har tegnet. 100.000 har fundet deres motivation for idrætsdyrkelse i fællesskabet DAI eller KFUMs Idrætsforbund – indtil Møller og Mølholm lærer at forstå fællesskabets styrke, så mangler disse idrætsudøvere nogen til at forsvare deres interesser i fusionen mellem DIF og DGI.

Opdatering: Fusionen er erklæret død.

DIF og DGI fusion er en fuser

Fusionen mellem DIF og DGI er tilsyneladende i krise pga uoverensstemmelser med DHF og DBU.

For begge specialforbund handler det på overfladen om kvalitetssikring, da de (muligvis med rette?) mener, at kvaliteten af kurser og turneringer vil falde, hvis nuværende DGI fodbold- og håndboldleder og instruktører skal ind over. I virkeligheden handler det vel om, at DBU og DHF ved, at deres velsignelse er nødvendige for en fusion og at de derfor forsøger at presse citronen mest muligt. Hvis man stiller sig på bagbenene fra start af, så er det jo ikke umuligt at man får lidt ekstra indrømmelser…

Så hvis fusionen mellem DIF og DGI skal blive en realitet, så kræver det sandsynligvis særstatus for de to store boldspil – og lur mig om ikke DIF-formand Niels Nygaard er klar til at strække sig meget langt for at få de to forbund positivt indstillet overfor sammenlægningen.

I min morgenavis udtaler Henrik Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut, at aftalen mellem DIF og DGI på ingen måde burde komme bag på DBU formand Allan Hansen, da han jo har været med i processen det sidste år… Det virker som en rigtig dårlig analyse fra Analyseinstitutets direktør – hvilket historien om to af de små forbund på alle måder illustrerer:

Indtil for nylig var planen fra DIF og DGIs side omkring fusionen, at DIFs paraplyforbund DAI og KFUMs Idrætsforbund ville blive placeret umiddelbart under bestyrelsen i Danske Idrætsforeninger og herigennem have mulighed for at fortsætte deres virke. Men i det nye udkast, som blev sendt til specialforbundene primo september er foreslaget nu ændret til at DAI og KFUMs Idrætsforbund nedlægges om de nye regioner overtager deres opgaver!!! Noget af en ko-vending… og sikkert også forklaringen på, at DBU pludselig ser et færdigt forslag, der ikke ligner det, de var blevet lovet indtil da. Det virker i øvrigt umiddelbart fuldstændig tåbeligt, at man vil nedlægge to forbund med tilsammen 100.000 medlemmer – det er noget af et offer for at kunne gennemføre sådan en fusion!

Tilbage står helt sikkert den følelse, at DIF er ved at lave en rigtig dårlig fusionsaftale med DGI – en aftale som specialforbundene i DIF bliver de store tabere ved – indtil videre mener i hvert tilfælde DBU, DHF, DAI og KFUMs Idrætsforbund, at de får en klart dårligere mulighed for at drive deres virke i den nye struktur (de to sidste får faktisk slet ikke muligheden…). Så enten er Niels Nygaard en meget dårlig forhandler og slet ikke opgaven moden eller også er der en skjult dagsorden, hvor DGI får en masse indrømmelser mod at Danske Idrætsforeningers første formand kommer til at hedde Nygaard?

Opdatering: Fusionen er erklæret død.