Bredsig

Kell B. Larsens hjemmeside

Søg

Månedsarkiv: juni 2008

Redigere og konvertere .vob-filer

Vores harddisk optager (den fantastiske KISS VR-558) var så småt ved at have sin 400 GB harddisk fyldt med optagelser, så det var tid til at få dem flyttet fra optageren til en ekstern harddisk. KISS’en er koblet til husets trådløse netværk gennem en ZyXeL Wireless Access Point (G570S), så man kan nemt FTP’e optagelserne over til en pc.

Optagelserne bliver gemt i .vob formatet, hvilket fylder en hel del, så jeg har forsøgt at konvertere filerne til et andet format. Første forsøg var med SUPER, som læser nærmest alle formater og også gemmer i de fleste. Programmet er gratis, så her er virkelig tale om et super-produkt (undskyld!). Bortset fra at den nyeste version (v2008.build.30) kun kunne gemme avi-filer på op til 1:50:03. De første serier med varighed af en time gav ingen problemer, men de efterfølgende film blev alle beskåret til en længde på 1:50:03, hvilket bestemt ikke var helt smart… så SUPER kunne altså ikke klare jobbet.

Derefter forsøgte jeg at konvertere til mpg med programmet MPG2CUT2, som også er gratis. Programmet giver også mulighed for at redigere i .vob-filen, så jeg kunne fjerne reklamer, m.m. – alt sammen helt perfekt… Men mpg-filen som programmet gemte var uden lyd!! Heller ikke helt optimalt, så MPG2CUT2 var heller ikke den rigtige.

Slutteligt måtte jeg finde VISA-kortet frem… Jeg købte DivX Converter (inklusive MPEG2/DVD plug-in), som kan læse vob-filerne og derefter konvertere dem til divx-filer, som kan læses og afspilles af KISS VR-558. Størrelsen på filerne er nogenlunde 1/6 af den originale vob-fil, så det giver lidt ekstra plads – og den kan konvertere vilkårligt lange filer og der kommer lyd på divx-filen!!

Nu mangler jeg blot et redigeringsprogram der kan læse vob-filer og gemme som vob-fil, så jeg kan få fjernet reklamer… men indtil videre lever jeg med, at der også kommer reklamer med i de komprimerede filer.

Ytringsfrihedens vogtere

Den siddende regering har opnået status som ytringsfrihedens globale vogtere – og tillykke med det…

Men det ser unægtelig ud til, at ytringsfriheden kun gælder, når det ikke lige rammer dem selv. På Politiken kan man læse, at økonomiministeriet overvejer at politi-anmelde Jyllands Posten fordi de oplysninger, de bringer om økonomiministeren kan bringe hans sikkerhed i fare… Bendt Bendtsens sikkerhed er åbenbart vigtigere end at få sandheden om hans eventuelle misbrug af ministerbilen frem?

Og så kan man jo undres over, hvor mange menneskers sikkerhed der blev bragt i fare, da samme avis trykkede nogle Muhammed-tegninger… og det havde ikke engang noget islæt af afslørende journalistik!

Det gamle ordsprog om at moral er godt og dobbeltmoral er dobbelt så godt er virkelig blevet praktiseret af ministeriet i denne sag.

UPDATE: Ministeriet mener de er blevet misforstået – det har aldrig været på tale med en politianmeldelse.

Gæt en TV-sang

Jeg ledte lige i anden anledning efter temaet fra Benny Hill og faldt så over den her hjemmeside: http://www.televisiontunes.com/

Det er jo et rent fest-fyrværkeri af kendingsmelodier – og kan varmt anbefales!! Quizen er også ganske morsom – selvom man ikke kender noget som helst til de 4 tv-serier, så kan man overraskende tit gætte det alligevel ud fra bare navnet og melodien.