Kristelig Dagblad har netop bragt en række artikler i forbindelse med fusionen mellem DGI og DIF – en fusion som vil lukke KFUMs Idrætsforbund og DAI og som DBU er lodret modstander af.
I artiklerne i Kristelig Dagblad bliver DGIs formand, Søren Møller, stillet til regnskab for den truende lukning af de to forbund med tilsammen 100.000 medlemmer. Her argumenterer Søren Møller med at:
En idrætsforening som Århus KFUM har i dag flere muslimske medlemmer end kristne. Det synes jeg viser, at foreningen reelt har indrettet sig på medlemmerne i området frem for at holde på, at den er en kristen organisation, siger Søren Møller.
Det er da et håbløst argument for at lukke KFUMs Idrætsforbund… Først og fremmest er det jo pinligt, at manden forsøger at bruge én forening som billedet på et samlet forbund – hvis man skulle blive i den tankegang, så skulle DBU nedlægges fordi FCK har flere håndboldhold end de har fodboldhold – og som en kuriøsitet skulle DGI nedlægges fordi flere af deres medlemmer igennem længere tid har gået op i at vinde… (udokumenteret påstand – bygger på egne observationer i forbindelse med idrætsudøvelse i DGI flere år tilbage)! Og selv om det skulle være gældende på landsplan for KFUMs Idrætsforbunds foreninger, så vil Søren Møllers argumentation også fører til at DABU (boksning) lukkes fordi, de har flere medlemmer, som kun går til fitness i klubberne end de har medlemmer, der går i bokseringen… Hvis det er det intellektuelle niveau manden bevæger sig på, så vil jeg nødigt repræsenteres af ham i den nye fusion af Danske Idrætsforeninger (men det bliver det jo nok også en anden…).
DGI og DIF (her repræsenteret ved Søren Møller og Morten Mølædt Mølholm) er i øvrigt i en af Kristelig Dagblads artikler rørende enige om, at der ikke længere [er] en særlig arbejderklasse og et religiøst fællesskab, der har brug for særlige forbund og paraplyorganisationer i dag (Møller) og derfor, at meningen med fusioner er at fjerne overlap og overflødigt fedt, der måtte være for at give plads til den mest hensigtsmæssige og enkle struktur. Og i det perspektiv er der ikke plads til de to forbund længere (Mølholm).
Altså alt i alt, at KFUMs Idrætsforbund og DAI er unødvendige og ikke tjener noget særligt formål. Begge de herrer skylder i så fald stadig at overbevise os om, hvorfor de 100.000 medlemmer ikke har meldt sig ud af de to forbund, hvis det forholder sig sådan… Det er den nemmeste sag i verden for en forening, at melde sig ud, men det har 100.000 medlemmer fravalgt – det er alligevel en hel del der tager fejl, når nu Møller+Mølholm åbenbart er så sikre på at de har ret…
Når topledelse i DGI og DIF (valgt eller ansat) har så svært ved at forstå de to forbunds berettigelse, så skyldes det at de er alt for langt væk fra deres medlemmer. De store fine middage, dyre rødvine og en rigtig pæn løn har jo intet at gøre med medlemmerne ude i foreningerne – medlemmerne ved udemærket godt, at den primære årsag til deres idrætsdyrkelse skal findes i fællesskabet og relationerne med klub og forbundsmennesker og at den ikke passer i management effektivisering og et eller andet fint organisationsdiagram, som nogle topleder uden jordkontakt har tegnet. 100.000 har fundet deres motivation for idrætsdyrkelse i fællesskabet DAI eller KFUMs Idrætsforbund – indtil Møller og Mølholm lærer at forstå fællesskabets styrke, så mangler disse idrætsudøvere nogen til at forsvare deres interesser i fusionen mellem DIF og DGI.
Opdatering: Fusionen er erklæret død.