Grantoftegård er en besøgsgård i Ballerup, som inviterer alle til gratis at komme nærmere ved bondegårdsdyrene. Vi besøgte dem en torsdag i sommerferien og var på ingen måde imponerede.
Først og fremmest virker gården overhovedet ikke gearet til at modtage besøg (!). Ud over skilte med adgang forbudt og fodring forbudt er der ingen andre skilte på gården. Vi fandt hestene med det samme, da deres stald er lige ved hovedbygningen, men så kunne vi ikke finde andre dyr bortset fra ænderne i gadekæret… Vi endte med at spørge i gårdbutikken og damen her kunne så pege os i retning af grisene og fortælle os at køerne ikke kunne ses i dag. Gårdens hjemmeside berettede at der var adgang til staldene hver dag fra 8-14, men der stod jo selvfølgelig ikke noget om, at der også var dyr i staldene… Herudover gik der nogle geder rundt i en indhegning og så var det ellers det. Ikke særlig imponerende.
Gårdens ansatte virkede heller ikke synderligt begejstrede for besøg (!). En mand var i gang med noget arbejde med hestene og en anden smed en stor frisk gren med blade ind til gederne – begge lige ved siden af hvor vi stod, men de brugte ikke noget tid på lige at forklare hvad de lavede eller spurgte til noget. Det kan selvfølgelig heller ikke forvente på en gård, men på en besøgsgård ville det da være oplagt med noget udadvendt personale…?
Det skal dog skrives, at der er hestevognskørsel tirsdag og onsdag, så måske en tur med hestevognen kan kompensere for det ovenstående? Vi har nu ikke tænkt os at teste det.
Det bedste ved Grantoftegård er, at adgang er gratis, men på negativsiden virker det desværre heller ikke til, at besøget er mere værd.