Bredsig

Kell B. Larsens hjemmeside

Søg

Så smid dog fodbold ud af OL

Det er helt sikkert på tide, at smide fodbold ud af OL – og IOC-sessionen i København til oktober kunne være en ganske bekvemt lejlighed til at få det gjort.

Først og fremmest nægter fodbold af overholde WADAs antidoping kodeks fordi de mener at whereabouts krænker spillernes privatliv. Jeg har fuld forståelse for, at også fodboldspillere gerne vil have lov at holde ferie, men whereabouts forhindrer jo ikke dette – spilleren skal bare gøre opmærksom på, hvor han holder ferie henne… og det burde de fleste fodboldspillere vel nok kunne finde ud af? Gevinsten er jo, at fodboldspillerne kommer til at konkurrere på lige vilkår – og når man tænker på, hvor mange penge og præstige der er på spil, så må det vel også være i fodboldledernes interesse?! Med mindre selvfølgelig at de frygter, at der vil dukke en hel masse uheldige episoder op…

I dagens udgave af Politiken udtaler Platini desuden, at en stor del af fodboldlederne hellere end gerne vil have fodbold fjernet fra det olympiske program, fordi klubberne nødigt vil afgive spillerne til OL. Så han frygter ikke udelukkelse fra OL – tværtimod. Men nu er det også 17 år siden et europæisk land sidst vandt OL, så mon ikke det også spiller ind, når UEFAs præsident udtaler sig? De kvindelige fodboldspillere har det nok anderledes og lur mig, om ikke de nyder den megen opmærksomhed omkring deres sport ved OL – men nu er FIFA og UEFA jo ikke de store fortalere for ligestilling, så mon ikke de har glemt det i farten? Men hvis fodboldens ledere ikke ønsker OL-deltagelse, så synes jeg ærlig talt, at de skulle blive fri.

Og så er der jo alle de sædvanelig argumenter imod fodbold ved OL; Nemlig at de bedste spillere ikke er med (hos mændene er det U23+3), at turneringen bliver nødt til at starte før åbningsceremonien for at kunne spilles færdig og at der skal bruges en hel række store stadion, som bliver spredt langt udenfor værtsbyen.

(og så kan det måske også redde håndbolds olympiske deltagelse, hvis man smider fodbold ud…)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.